Abhidhamma angiver 28 forskellige typer af rupas. Fire af disse rupas — de såkaldte fire store essentielle — udgør de primære kvaliteter af alt stof. Alle disse fire er til stede i alle materielle objekter, subatomare eller makroskopiske, dog i varierende styrkegrad.
Traditionelt siges det, at alle materielle fænomener er: baseret på jord-elementet, holdt sammen af vand-elementet, vedligeholdt af ild-elementet og udspilet af luft-elementet.
De 28 forskellige rupas fordeler sig på to væsensforskellige former for stof: det såkaldt konkret fremstillede stof, som besidder en iboende, fysisk håndgribelig natur, og ikke-konkret fremstillet stof, der er mere abstrakte af natur.
Abhidhamma og Patthana beskæftiger sig ikke meget med materielle fænomener som helhed. Hvad stof angår, beskæftiger teksterne sig hovedsageligt med kroppen og dens bestanddele samt stof i dets rolle som sanseobjekt. Kort fortalt handler Patthana om processer og vekselvirkninger, internt i sindet, i sind-og-krop samspillet og i sindets reaktioner på sanseindtryk.